Visdomstanden dannes som den sidste af de blivende kindtænder. En del
visdomstænder når aldrig at bryde frem til normal funktion, enten fordi der ikke er plads til
dem i kæben, eller også fordi frembruddet simpelthen går i stå. En visdomstand som ikke
har forbindelse til mundhulen, kan ligge i kæben i årevis uden at gøre skade, men det kan
også i al ubemærkethed forårsage ødelæggelser på nabotænder. Det kan derfor
anbefales at få kontrolleret tilstanden ved røntgenundersøgelse engang imellem.
Betændelse ved visdomstænder
Der findes en lomme omkring den delvist frembrudte visdomstand, hvor bakterier kan
finde vækstbetingelser og forårsage infektion, som viser sig ved rødme, hævelse, smerte
og indskrænket mundåbning. Man kan godt behandle betændelsen midlertidigt, men ofte
vil den relevante behandling være fjernelse af visdomstanden.
Hvad sker der ved ikke at fjerne en delvist frembrudt visdomstand?
Måske sker der ingenting, især hvis tilstanden har bestået i mange år. I andre tilfælde
dannes en lomme mellem visdomstanden og tanden foran. Lommen kan være grosted
for bakterier, som kan forårsage caries eller parodontitis og
give dårlig ånde. I sjældne tilfælde kan det væv, der omgiver kronen på visdomstanden
udvikle en cyste. Cysten i kæben er normalt ufarlig, men bør fjernes operativt. Hvis en
kæbecyste får lov til at vokse, kan den langsomt og ubemærket udhule store dele af
kæberne, skubbe tænderne ud af stilling mv.
Hvordan fjernes en visdomstand?
Tandlægen eller kæbekirurgen lægger et snit og skubber tandkødet til side. Ofte må man
fjerne det dækkende kæbeben, og tit må tanden deles, før den kan fjernes. Såret lukkes
med et par sting.
Hvordan har man det efter fjernelsen af en visdomstand?
De fleste har ondt. Dog ikke mere end at et smertestillende middel kan tage det værste.
Der kan forekomme hævelse i det opererede område i nogle dage. Hvis man hår hårdt
fysisk arbejde, bør man tage en sygedag eller to af hensyn til ophelingen og risikoen for udvikling af efterblødning.